fredag den 29. februar 2008

Endelig afrapportering

Nu vil jeg for god ordens skyld afrapportere mit 23ting-forløb.
Først tak til de entusiastiske og dygtige redaktører og superbrugere. Det er i hvert fald ikke deres skyld, at det ikke er blevet til mere. Altid parat med hjælp og vejledning og falbydende deres produkt mere engageret end Jehovas Vidner og Scientology (som er noget af det mest engagerede, jeg kan komme på).
Jeg kom jo ikke så skrækkeligt langt. Jeg fik reetableret min iGoogle, og synes at det er en paktisk samleside for alt det, som jeg gerne vil have hurtig adgang til.
Jeg har fået mig et kamera og vil nok kigge nærmere på Flickr-siden, hvor jeg allerede har en konto.
Jeg har været inde og kigge på de sociale sites, hvor man kan lægge sig på og få venner, og jeg kan ikke fordrage dem! De er forførende og kan få en til at tro, at man har et liv, at man bliver set og hørt. Bloggen har den samme effekt. Det "kilder" sødt at blive læst og kommenteret, men: at the end of the day går man i seng alene.
Jeg oplever ikke mig selv som kontaktsvag, men som kontakt-kritisk. Jeg vil helst have syn og lugt på (selv om det kan være slemt!), der skal være et menneske overfor mig i kød og blod, der skal være et møde mellem et du og et jeg. Det kan man også opnå i et brev, en mail, en telefonsamtale.
Nu stopper mit bibliotekar-arbejdsliv meget snart, og det bliver spændende, hvor meget jeg kommer til at beskæftige mig med nettet. Jeg vil pænt og velopdragent lære mig selv at blive en ordentlig borger.dk.bruger, jeg vil søge i emner, der interesserer mig, jeg vil maile (selv om det er yesterday's kontaktform).
Men ellers vil jeg bruge kræfter på at blive københavner igen, få mig en omgangskreds, planlægge mit eget liv uden arbejdsskema, knuselske og passe små børnebørn, pushe gamle bøger i antikvariatet.
Før jeg forlader biblioteket, så nedlægger jeg denne blog.
Men tak for indblikket, tak for det, jeg kan bruge, og som undervisningsforløb har det været flot.

onsdag den 7. november 2007

Afrapportering 4

Alt gik jo egentligt meget godt. Igoogle synes at være et godt samlingssted for alle mine forskellige steder på nettet. Jeg havde fået personliggjort iGoogle med G-mail, Reader, blog, nyheder og jeg skal komme efter dig, alt under samme tag. Manglede bare at lave et par faner og dermed rydde lidt op på forsiden. MEN: I et forsøg på at skifte mit DMI-Storkøbenhavns vejr ud med DMI-Aalborg vejr mistede jeg alt og sidder nu med en helt blank iGoogle!! Gad vidst hvad jeg har gjort?
Har ikke tid til at reetablere lige nu, for ikke at tale om at komme videre med del.icio.us!
Arbejdslivet er jo også andet end 23 ting. I morgen skal jeg til møde på SB om automatisk fjernlån. Glæder mig dagligt over alle de fjernlån, som vi slipper for at lave, men kan jo også se, at ikke alle automatiske fjernlån havner på de bedste lokaliseringer. Automatisk fjernlån kræver en større overvågning af afviste og reserverede lån - hos os status 08 og 09 - for at lånerne kan få det optimale udbytte af automatiseringen. Men det er spændende at have været med i automatiseringen fra begyndelsen og se, hvor godt det allerede kører.

fredag den 26. oktober 2007

Afrapportering 3

Så er ugens gyser vist overstået og den altid pivåbne chatbox på vagt-pc'en nedlagt for good. Så blev der ro til det faglige, og de 2 biblioteksblogge fra RRS-opgaven røg på Google Reader uden problemer. Desuden har jeg tilføjet 23 ting Nordjylland samt min søns Flickr Photos, hvor ikke mindst billederne af mit midterste barnebarn Agnes har min fulde og udelte interesse.

onsdag den 24. oktober 2007

ØV!

Jeg hader at blive bekræftet i mine fordomme, men slipper ikke.
Dette velmente uddannelsesforløb efterlader sig uvillede og uønskede spor.
Som den flinkeskolepige jeg er, har jeg på et tidspunkt siddet og forsøgt mig med min googlekonto på en af vore fællesindloggede vagt-pc'ere. Fulgt nogle anvisninger, klikket nogle steder, logget ud og gået hjem. Næste dag plopper en Googletalkbox op på vagt-pc'en og min datter tror hun er igennem til mig. Den står åbenbart pivåben, selv om jeg ikke er logget in nogen steder. I går var den der igen og arrig og ophidset fik jeg flinke Frank til at gå med ned og se den. Han overbeviste mig (???) om, at det var mig, der havde installeret den, slettede alle spor og efterlod mig - delvis - beroliget. I formiddag var den der igen!!! Denne gang sad Lene Chr. vagt og hun chattede hyggeligt med Pernille og lovede at udslette mig totalt fra den pc. Nu venter jeg spændt på i morgen.
Det var lige sådan noget jeg frygtede. Små, klæbende klatter af mit privatliv (som er dybt uinteressant for andre end mig og mine)efterladt de mærkeligste steder.
Og hvordan kan sådan en box være åben, når jeg ikke er logget på? Hvad er login så værd?
Pernille mener, at hun har vin tilgode pga krænkelse af privatliv, men det bliver nok mig, der må udrede det.
Bortset fra det har jeg og min makker chattet på Meebo. Vi lavede læssevis af smileys, kranier, spøgelser og farver og legede sådan set meget godt. Jeg holdt fingrene fra de tilgængelige chatrooms, så jeg ikke kommer ud i yderligere snavs.

mandag den 15. oktober 2007

Min favorit-misantrop

Ingen kan være sort så smukt som ham

fredag den 12. oktober 2007

Afrapportering 2

Mandag chattede min makker og jeg på Google. Vi sad 1 meter fra hinanden, men undlod at have øjenkontakt imens. Siden har hun været syg! Jeg antyder ikke, at der er sammenhæng, meeeeeen...

Læste i morges om en svensk mega-blogger, som var stået af, fordi han ikke kunne holde sig selv eller sine medmennesker ud efter 25.000 - eller noget i den retning - blog-udvekslinger. Han mente blogformen fik det værste frem i mennesket. Måske ikke så underligt efter 25.000 selvudleverende og perfide indlæg!

Fagsnak til frokost: Googlekursus i går stor succes. Kurset d. 1. november overtegnet. Daglige forespørgsler og venteliste til kursus på ikke-fastlagt dato til foråret.
Nogle kolleger har lavet et godt stykke arbejde og kan nu det der. Hvorfor kører vi ikke det kursus hver 14. dag, indtil markedet er mættet? Selvfølgelig under hensyntagen til de involveredes arbejdsbyrde.

Og så lidt til den bløde side. Glæden ved små børn er ikke af nyere dato. Her amerikansk dialekt-digt fra 1800-tallet:

DRU as I leev, most efry day
I laugh me wild to saw der way
My schmall young baby dries to play --
Dot funny leetle baby.

When I look of dem leetle toes,
Und saw dot funny leetle nose,
Und hear der way dot rooster crows --
I schmile like I vas grazy.

Sometimes der comes a leetle shquall,
Dots ven der vindy vind does crawl
Right in his leetle shtomach schmall --
Dot's too bad for der baby.

Dot makes him sing at night so shweet,
Und gorryparric he must eat,
Und I must chump shpry on my feet
To help dot leetle baby.

He bulls my nose und kicks my hair,
Und crawls me ofer everywhere,
Und schlobber me -- but what I care?
Dot vas my schmall young baby.

Around my head dot leetle arm
Vas shquozh me all so nice und warm.
Oh, may dere never come some harm
To dot schmall leetle baby.

---------------------------------------

HJÆLP! Jeg er ved at blive en blogger! Forfængelighed. Forfængelighed!

onsdag den 10. oktober 2007

Jens Smærup Sørensen - Mærkedage - Halkær Kro

En mand, en bog, en mikrofon, 80-100 (jævnaldrende) lyttende mennesker.
Med Staun (udtales uden tryk) som eksempel gennemgår han nøgternt og engageret bondekulturens udfasning og dens personers udslusning i det moderne Danmark.
Fra bondekulturens skæbnebestemte binding til jorden gennem sønnens overtagelse af gården og det hårde, cyklisk gentagne arbejde, som kun få blev rige af, til nutidens individers ret (pligt?) til at forfølge alle lyster og få tilfredsstillet alle behov. Om tabet af meningen med tilværelsen i denne proces. Kloge tanker om hukommelse og sandhed, om genkendelige personer i bogen - vi var jo ikke langt fra åstedet, og der var mange med egne minder fra Staun og omegn. Små foredrag om højskole- og andelsbevægelse, og oplæsning af stykker af bogen, som fremstod smukkere og grummere, end da jeg selv læste dem.
På et spørgsmål om bogen er en forfaldsroman, svarer han: ja, delvis. Kommer med mange eksempler på hvad der er mistet, og hvad det er godt, at vi er sluppet af med. Størst indtryk gjorde på mig: Man arbejdede altid, hele tiden, men alligevel var der altid tid til gæster. De kom også uinviteret, og så satte man sig på stolene og udvekslede ord, indtil gæsten gik igen. Pang!
En dejlig aften som også omfattede kroens gode økologiske kaffe & kage.